Af Martha Myhre og Terese Sommer

43-årige Annie Grønager har, siden hun var syv år gammel, haft et ønske om at dø. Efter mange år i psykiatrien og forsøg med alternativ behandling, føler hun, at hendes behandlingsmuligheder er udtømte. Hver dag er en kamp for hende. Hun ønsker at blive anerkendt i sit eget valg og slippe for sin daglige livslede.

Af Terese Sommer 

“Der er kæmpe forskel på det at overleve og det at leve. Jeg synes ikke, at det er fair at forlange, at jeg kun skal overleve,” fortæller Annie Grønager. | Foto: Terese Sommer  

Det kan være svært at forstå. For man kan ikke mærke, når man møder Annie Grønager, at livet gør ondt. Mere ondt end det burde. Så ondt, at hun ikke ønsker at være her mere. 

fffffff

Skibet er ladet med psykiske lidelser 

Annie Grønager står en aften og laver aftensmad. En lugt spreder sig i køkkenet. Hun farer hen og kigger i gryden. Det er for sent. Maden er brændt på. Hendes verden smuldrer. De fleste ville måske trække på skuldrene, men for Annie Grønager betyder det, at hun har lyst til at give op. Smide håndklædet i ringen. For når aftensmaden brænder på, vælter det hendes hverdag på samme måde som et dødsfald i familien.  

“Jeg er aldrig vågnet op og har tænkt, at jeg er glad for at leve. Det er bare noget, jeg skal have overstået.” 

Hvis du går med tanker om selvmord eller kender en, som gør, kan du kontakte Livslinjen anonymt på 70 20 12 01 eller Psykiatrifonden på 39 25 25 25. 

Annie Grønager blev i 2000 diagnosticeret med borderline og senere hen med atypisk autisme. For hende betyder hendes diagnoser, at hun hver dag er i livslede. 

At leve i Annies hoved, kan føles som en sejltur på et oprørt hav. Små problemer i dagligdagen føles som tårnhøje bølger, der gang på gang vælter hende omkuld. Hver dag prøver Annie ihærdigt at bane sig vej gennem bølgerne og holde hovedet oven vande. Det er sådan, det kan føles at leve med borderline.  

På samme måde føles hendes atypiske autisme som at sejle i en konstant tåge. Hun kan ikke se eller forstå den verden, som hun prøver at navigere i. Det er en tåge, som omkranser hende og afkobler hende fra verden. Tågen gør, at hun ikke kan forstå de sociale koder og spilleregler. Det gør, at hun ikke længere kan arbejde, at hun ikke kan pleje eller bevare relationer, og at hun kun kan komme gennem dagen ved at distrahere sig selv med spil på hendes Ipad. Hendes oplevelse af verden er anderledes end andres. Så anderledes, at hun ikke har lyst til at være en del af den. 

Annie Grønager har dagligt selvmordstanker. Ikke om selve udførelsen, men tanker om at komme væk herfra. Men Annie kan ikke få lov til at slippe for hendes daglige livslede. Hun kan ikke få hendes største ønske opfyldt – at dø.  

Kurs mod udlandet 

Etisk Råd kom sidste år ud med deres anbefaling om aktiv dødshjælp på opfordring fra Regeringen. Ønsket om en anbefaling blev sat i værk som resultat af, at et borgerforslag havde fået 50.000 underskrifter og skulle tages op i Folketinget. 16 ud af 17 medlemmer fra Det Etiske Råd svarede nej på trods af den massive opbakning fra befolkningen. Hele 72 procent af danskerne ønskede, ifølge en meningsmåling udarbejdet af Epinion i 2023, at aktiv dødshjælp skulle lovliggøres.  

I Danmark er det ulovligt at få hjælp til at dø. Men hvis vi bevæger os udover Danmarks landegrænse, skal vi ikke kigge langt væk for at finde steder, hvor det ikke er strafbart. I Belgien, Holland, Schweiz og Canada kan folk med psykiske lidelser også få hjælp til at dø. Hvert år får ca. 100 mennesker hjælp til at dø i Holland grundet psykiske lidelser. De fleste af dem havde flere end én psykisk lidelse. For at få hjælp til at dø skal patienten have en ubærlig lidelse, som ikke har udsigter for at forbedres, ønsket skal være frivilligt og patienten skal være klar over sin tilstand, fremtidsmuligheder og perspektiver.  

Annie Grønager vil ikke leve for andres skyld. | Foto: Terese Sommer 

Sejlene sættes   

I nyhederne havde Annie Grønager set, at man kunne tage til Schweiz og få hjælp til at dø. Da hun begyndte at undersøge muligheden for at komme til Schweiz, var det som om, tågen forsvandt. Hun fik kontakt til en person, som kunne hjælpe hende med at deltage i et toårigt forløb. Tårerne trillede ned ad hendes kinder.  

“Jeg græd af glæde.”  

For første gang følte Annie Grønager, at hendes ønske blev anerkendt. Der var endelig en, som ville hjælpe hende.  

Annie Grønager har forsøgt at begå selvmord ad flere omgange, men selvmordsforsøgene var både hårde for hendes familie og kæreste, men også for hende selv. Netop det at vågne op igen, skræmmer Annie Grønager.  

“Jeg vil gerne have, at det bliver gjort ordentligt, og der er en sikkerhed i, at jeg ikke kan vågne op igen. Jeg er bange for at vågne op som om en grøntsag.” 

Men for at hun kunne komme til Schweiz, skulle hun have en udtalelse fra en læge.  

Redningskransen skal altid kastes ud  

Hvert år begår cirka 600 mennesker selvmord i Danmark. Selvmord er 20 gange mere hyppigt forekommende hos mennesker med psykiske lidelser sammenlignet med den øvrige befolkning.  

Merete Nordentoft, professor i psykiatri, ekspert i selvmordsadfærd og medlem af Etisk Råd, har i hendes 40-årige karriere som psykiater, ikke stødt på nogle tilfælde, hvor dødshjælp ville være den bedste løsning. Merete Nordentoft tror ikke på, at behandlingsmulighederne rinder ud.  

“Jeg vil være meget bekymret ved, at folk med psykisk sygdom får mulighed for hjælp til at dø. Man vil overse muligheden for at få det bedre.” 

Merete Nordentoft er overbevist om, at folk med psykiske lidelser kan få det bedre. Ifølge hende ender 9 ud af 10 personer, som har foretaget selvmordshandlinger, med at dø af andre årsager end selvmord.  

Annie Grønager har siden gymnasietiden været stamgæst i psykiatrien. Hun har prøvet at lappe hullerne i hendes synkende skude gennem utallige behandlinger i psykiatrien og en lang liste af alternative behandlingsmuligheder. Men vandet strømmer fortsat ind, og får hendes båd til at synke mere og mere. Ifølge hende, er hendes behandlingsmuligheder udtømte.  

“Når jeg har gjort alt det, de har bedt mig om, så vil jeg have lov til at bestemme selv, uanset hvad slutresultatet bliver.” 

Annie Grønager er helt sikker på sit valg. “Du kan vække mig på hvilket som helst tidspunkt nat og dag. Jeg vil med det samme sige ja til at dø.” | Foto: Terese Sommer 

14 dage uden livslede 

Annie Grønager gik i 14 dage med et håb om at komme til Schweiz. Et håb om at blive anerkendt og respektereret. Stormen havde lagt sig i et øjeblik, og der var blikstille på hendes ellers normalt oprørte hav. 

“Det gik op for mig, hvor nemt det kan være at leve. Hvor nemt det er, når man har det godt.” 

Dagen kom. Hun skulle have en udtalelse fra lægen, som skulle erklære hende uhelbredelig. Den gyldne underskrift, som måske kunne sende hende i døden. Annie Grønager fortalte lægen, hvad det gyldne papir skulle bruges til. Hun havde ikke lyst til at lyve. Men så faldt alt til jorden. 

Ifølge det læge etiske princip nummer 15, må læger aldrig handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord. Lægen nægtede at underskrive. Annie Grønager måtte opgive tanken om at komme til Schweiz. Det ville være en umulig opgave at finde en læge, som ville underskrive, tænkte hun.  

Retten til selvbestemmelse 

Hvis vi vender skuden tilbage mod det danske farvand, og sætter kursen mod Fyn. Så støder vi hurtigt på den pensionerede læge Svend Lings, som har fået frataget sin lægeautorisation. Han blev kendt som ‘Selvmordslægen’, efter han offentliggjorde sin såkaldte selvmordsvejledning i 2018. Svend Lings vejleder folk, som har et ønske om at dø. I 2019 fik han en betinget dom for at have hjulpet to personer med at begå selvmord. 

Næsten dagligt får Svend Lings henvendelser fra folk, og ifølge ham lider omkring en femtedel af personerne udelukkende af psykiske lidelser. Ifølge Svend Lings handler retten til at få lov til at dø om retten til selvbestemmelse.  

“Selvmord er en menneskeret, og selvbestemmelse er en menneskeret, i virkeligheden har vi ikke ret til at forhindre nogle i det.” 

Knud Kristensen, medlem af Etisk Råd, cand.scient.pol. og forhenværende formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, er imod at hjælpe folk til at dø – også folk med psykiske lidelser. Han respekterer folk, som har et ønske om at dø, men ifølge ham, vil det aldrig være sundhedsvæsenets opgave at slå folk ihjel.  

“I min optik er der forskel på at respektere et menneskes ønske om ikke at få behandling og respektere et ønske om: ‘I skal slå mig ihjel’.” 

Annie Grønager vil være sin egen kaptajn  

Annie Grønager sidder tilbage i sit køkken. Maden brænder stadig på, og spillet kører videre på hendes Ipad. Hendes livslede fortsætter. 

“Efter 43 år har jeg endnu ikke haft en dag, hvor jeg var lykkelig. Kun da jeg troede, at jeg skulle til Schweiz.” 

Annie Grønager er stålsat på hendes ønske. Hun håber nu på, at politikerne i Danmark vil respektere hendes ønske om at få hjælp til at dø.   

“Der er kæmpe forskel på det at overleve og det at leve. Jeg synes ikke, at det er fair at forlange, at jeg kun skal overleve.” 

Efter Etisk Råd stemte nej til aktiv dødshjælp i 2023, nedsatte Regeringen et udvalg, som skulle understøtte Regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død. Regeringen venter på den endelige konklusion fra udvalget. Indtil må Annie Grønager fortsat sejle videre gennem bølgerne og tågen.  

En afvist asylansøger var i dag blevet indkaldt i retten i Herning. Han er tiltalt for flere overtrædelser af straffeloven, udlændingeloven og endnu en udvisning af Danmark.

Af Terese Sommer

Den tiltalte har fået afslag på sin asylansøgning og er i forvejen udvist af Danmark. Men han kan ikke sendes hjem, da Danmark ikke har en aftale med Iran | Foto: Terese Sommer 

På udrejsecentret Kærshovedsgård nær Ikast, gik tre medarbejdere fra Kriminalforsorgen en sen aften i februar 2023 deres sædvanlige tilsynsrute. I en opholdsstue stødte de på en beruset iransk afvist asylansøger, som var lettere ophidset, og som efter sigende opførte sig truende overfor de ansatte.  

Den iranske mand er nu tiltalt for at true og fornærme en offentligt ansat, forstyrre den offentlige orden og risikerer at blive udvist af Danmark.   

Den tomme stol 

Forsvaren kigger på sit armbåndsur, klokken er ved at nærme sig retsmødets begyndelse i retten i Herning. Dommeren kommer ind i sin sorte kappe. Som en bølge på et stadion til en fodboldkamp rejser alle sig i retssalen.  

Stolen, hvor den tiltalte nu skulle have sat sig til rette, er tom. På bordet står en sort Phillips skærm, som senere hen skal besvare den tiltaltes skyldsspørgsmål. Tolken, der i dag oversætter fra dansk til farsi, går ud og kigger efter den tiltalte. Intet held. Retsmødet begynder på trods af den tiltaltes manglende fremmøde.  

Anklageren fortæller, hvordan den tiltalte denne aften har truet medarbejdere med vold på udrejsecentret Kærshovedsgård, brugte skældsord som “racistsvin” og forstyrrede orden på centeret. Forsvaren påstår på vegne af den tomme stol frifindelse.  

På skærmen foran den tomme stol, toner en overvågningsvideo frem uden lyd, fra den aften, hvor hændelsen fandt sted. Anklageren stopper videoen, da den tiltalte løfter armen mod medarbejderen. Det er denne løftet pegefinger, som manden fra udrejsecenteret er tiltalt for. Ifølge anklageren løfter den tiltalte truende armen mod medarbejderen. Ifølge forsvaren er den løftede pegefinger ikke en truende handling. 

Den tomme stol, bliver nu fyldt ud af det første vidne. Hun hænger sin mørkeblå jakke hen over stoleryggen, hvor der bagpå med hvide bogstaver er trykt Kriminalforsorgen.  

“Han var meget sur og talte grimt. Han var totalt fuld. Jeg føler, at han var meget tæt på mig, og var ved at slå mig,” fortæller hun.  

Forsvareren spørger vidnet om den tiltalte havde sagt, at han ville slå hende. Det afkræfter hun. To andre medarbejdere fra Kriminalforsorgen, som var til stede, vidner også om hændelsen fra vidneskranken.  

Drømmer om fængsel  

Anklageren henter det sidste vidne ind i retssalen. En politiassistent sætter sig ned på den tomme stol. Politistaven stikker opad siden, og tværs over ryggen snor sig en sort radioledning.  

“Han fortalte flere gange, at han gerne ville anholdes.” 

Et vidneudsagn, der ikke overrasker forsvaren, som med over 100 forsvarssager fra Kærshovedsgård fortæller, at forholdene i fængslet er langt bedre. De afviste asylansøgere må ikke arbejde, og de fleste modtager ingen offentlige ydelser. 

“De vil hellere i fængsel end at være derude”, uddyber forsvaren, Jakob Fastrup, efter retssagen.   

Den tiltalte bliver dømt for at fornærme en offentligt ansat, forstyrre orden på udrejsecentret men frifundet for trusler om vold. Han bliver ikke udvist igen. Den tiltalte bliver idømt otte dagsbøder af 500 kr. Staten skal betale sagens omkostninger.  

Baloosh ligger med sin single, Danser Med Dæmoner, stålsat på Top 50 Danmark på Spotify. Han har lavet musik med store navne som L.O.C. Men når Baloosh ikke danser med sine dæmoner på en scene, står han bag køledisken og smører rugbrødsmadder.

Rapperens karrierevej ser lovende ud, men på trods af medvinden, har han valgt at åbne en smørrebrødsforretning på Hasle Torv i Aarhus V med Bispehaven som nabo | Foto: Terese Sommer

Af Terese Sommer 

Det første man lægger mærke til, når man træder ind i butikken, er det blinkende OPEN-skilt, som skifter mellem hele farvepaletten. Alle bordene er besat i den lille butik, og på tallerknerne er der rugbrødsmadder i lange baner. Baloosh, med det borgerlige navn Hamed Balosha, er i fuld sving.  

Det er midt i frokosttiden, og det kan ses i køledisken, som er halvtom. Rapperen går rundt i sit blå Nike tracksuit og hvide tøfler.  

Efter frokoststormen er stilnet af, fortæller Baloosh, at hans første indskydelse var at åbne en arabisk restaurant, men den idé kom han hurtigt fra igen. Han synes, at Aarhus Vest manglede noget helt bestemt; smørrebrød.  

Smørrebrød har en helt speciel plads i Baloosh’ hjerte, og samtidigt har han altid haft en drøm om at blive selvstændig. Disse to drømme kunne han forene ved at skabe smørrebrødsforretningen Torvets Delikatesse. Sit hjertebarn. 

Ubetinget kærlighed til ghettoen  

Det er ikke tilfældigt, at forretningen er åbnet et stenkast fra Bispehaven i Aarhus. Baloosh har boet i Bispehaven i 20 år, og han har aldrig tænkt sig at flytte derfra.  

Rapperens hjem har stået på ghettolisten, siden den udkom for første gang i 2010. Listen er nu blevet omdøbt til liste over parallelsamfund. Men uanset om det kaldes ghetto eller parallelsamfund, er man ikke i tvivl om, at man kan kalde sangerens kærlighed til Bispehaven og Hasle Torv ubetinget.   

“Butikken ligger i nærheden af mit hjem. Jeg har altid boet her. Jeg har altid færdes her på torvet. Hvis jeg eller mine venner skulle have noget at spise, var det her, vi tog hen.” 

Baloosh spotter to fyre, der går forbi delikatessen, og råber: 

“Har du en smøg?” 

Han ryger en hurtig cigaret, giver de to fyre et fist bump og stikker hovedet ind i butikken igen. Forretningen er uden tvivl et samlingspunkt på Hasle Torv.  

I disken ligger der hver dag et fast udvalg bestående af seks forskellige smørrebrødsanretninger | Foto: Terese Sommer

“Hvorfor er der ikke svin i disken?” 

Det er ikke kun de helt traditionelle smørrebrød, som der bliver serveret hos Baloosh. I Torvets Delikatesse er svinekød nemlig taget af menukortet, og det er der en helt speciel grund til.  

Der har ifølge Baloosh altid manglet en smørrebrødsforretning, hvor der ikke blev serveret svin, og det er kunderne i butikken enige i. 

En kunde i butikken sidder med næsen begravet i sin tunmad. Han fortæller, at han ikke spiste smørrebrød før, Baloosh åbnede. Alle forretninger, som der solgte smørrebrød, var ofte slagtere, hvor der lugtede af grisekød. Det fik ham til at miste appetitten.  

Sangeren oplever dog, at der stilles spørgsmålstegn ved fravalget af grisekød.  

“Jeg har etniske danskere, der går ind ad døren her og siger: Hvorfor er der ikke svin i disken?,” fortæller han. 

Økonomisk frihed med benene på jorden 

Det er Baloosh’ fremtidsdrøm. Han afviser derfor også, at butiksåbningen kommer til at ændre ham. Man kan sagtens være smørrebrødsejer og rappe om livet i Bispehaven.   

“Jeg lever mit liv præcis, som jeg har lyst til. Selvom jeg laver musik. Jeg forholder mig til, at jeg er mig, altid. Jeg ændrer mig ikke. Det ved alle i området.” 

Berømmelsen stiger ham ikke til hovedet, og butikken hjælper ham med at holde benene på jorden.  

“Jeg ved ikke hvor mange, der vil bruge deres tid på at stå bag en smørrebrødsdisk, når de var på charten, (red. Top 50 Danmark på Spotify), de ville højest sandsynligvis synes, at det var flovt.” 

Baloosh har ikke promoveret butikken endnu, men på trods af det, er der fuld gang i butikken | Foto: Terese Sommer 

Sangtekster fremfor menukort  

I foråret skal rapperen på landsdækkende turné med hans nye album ‘Ny Art’. Turnéen gør det vanskeligt for ham at drive biksen. Det skal ikke gå for stærkt. Hans plan er derfor at få ansat en til at hjælpe med den daglige drift af butikken.  

“Jeg har slet ikke tid til at stå her længere, men jeg synes stadig, det er hyggeligt. Jeg prøver at få det til at løbe rundt, så jeg kan stå her. Det har jeg gjort indtil nu.” 

Målsætningen for butikken står soleklart. Han har ikke åbnet butikken for at blive millionær. Musikken skal være hans levebrød, og ikke fiskefileterne han svinger over disken. Han håber dog trods alt på en succes.   

“Jeg tror selvfølgelig på, at det er en god forretning i den lange ende. Ellers havde jeg aldrig nogensinde gjort det.” 

Selvom Baloosh kan kaldes for en smørrebrødsrapper, kommer den næste sang ikke til at handle om roastbeef og fiskefileter.

Da Annemarie Thomsen blev pensionist, kunne hun hurtig mærke, at hun skulle finde noget af give sig til. Efter hun havde set et facebook-opslag fra Folkekirkens Nødhjælp, blev det til et frivilligt arbejde i den lokale genbrugsbutik, hvor hun, sammen med sin mand, yder et stykke arbejde, der både er vigtig for genbrugsbutikken, men også i tilværelsen som pensionist.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.